Lovliggørelse af Christiania
Den 1. juni 2004 vedtog et bredt flertal i Folketinget lov nr. 431 om ændring af christianialoven. Den nye lov trådte i kraft den 15. juni 2004. Formålet er at fastlægge rammerne for ny udvikling på området med plads til at leve på en anden måde inden for lovgivningens almindelige regler.
Den nye lov betød bl.a., at de hidtidige undtagelser for almindelig lovgivning på Christianiaområdet blev ophævet. Rammeaftalen for Christiania udløb den 1. juli 2004, og den kollektive brugsret til området ophørte pr. 1. januar 2006.
Den 15. juni 2004 overgik ansvaret for Christianiaområdet fra forsvarsministeren til finansministeren, som delegerede ansvaret videre til Bygningsstyrelsen (dengang Slots- og Ejendomsstyrelsen). Dermed fik styrelsen også ansvar for at føre den ændrede christianialov ud i livet.
Bygningsstyrelsens rolle
Det første resultat af styrelsens arbejde blev præsenteret i rapporten "Fremtidige organisations- og ejerformer på Christianiaområdet" fra maj 2005. Rapporten var et samlet beslutningsgrundlag for overgangen til nye organisations- og ejerformer på Christianiaområdet. Rapporten blev udarbejdet på baggrund af dialog mellem de berørte parter, dvs. christianiaområdets beboere, naboer til området, Københavns Kommune og staten samt øvrige interessenter. I rapporten redegøres for en model for de fremtidige organisations- og ejerformer.
Anmeldelse af brugsrettigheder
Inden 1. juli 2005 skulle beboere og erhvervsdrivende på Christianiaområdet, som mente at have individuel brugsret til bygninger eller arealer på området, anmelde brugsretten til Bygningsstyrelsen (dengang Slots- og Ejendomsstyrelsen). Styrelsen afgjorde de ca. 800 anmeldelsessager i december 2005 og traf samtidig afgørelser om individuelle, midlertidige brugstilladelser.
På baggrund af rapporten fra maj 2005 har Bygningsstyrelsen udarbejdet tilbud til Christianiaområdets beboere om udmøntning af fremtidige organisations- og ejerformer på Christianiaområdet. Yderligere oplysninger om tilbuddene kan læses under forhandlingerne i venstre side.


