Bæredygtigt byggeri
Bæredygtighed står i centrum, hver gang Universitets- og Bygningsstyrelsens bygger nyt, bygger om eller renoverer. Som en af landets største bygherrer spiller vi en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens grønne byggeri.
Bæredygtighed er i fokus i alle styrelsens byggerier. Ønsker og krav bliver tilpasset det enkelt byggeri under hensyntagen til funktion og muligheder.
Se eksempler på vores bæredygtige byggerier under "Læs også".
Muligheder og udfordringer
For nybyggeri er muligheden for at etablere et bæredygtigt byggeri store. Overvejelser lige fra bygningens placering og form, teknologi, fleksibel fremtidssikret anvendelse og foranderlighed er alle i spil.
For ombygningsprojekter er frihedsgraderne mindre. De eksisterende forhold sætter her rammerne for, hvilke tiltag der er mulige og udfordrer os til at udtænke den bedste løsning med respekt for f.eks. det arkitektoniske udtryk.
For vedligehold er det vigtigt at tænke langsigtet og fokusere på den bedste løsning samlet set. Energimæssige forhold prioriteres bl.a. ud fra energiplaner udarbejdet under energimærkningsordningen og koordineres med det øvrige vedligehold.
Formidling af viden
Vi formidler vores resultater og erfaringer fra vores byggesager via hjemmesiden, nyhedsbreve, erfa-gruppemøder og temadage. Den viden vi opbygger danner grundlag for dialogen med rådgivere og institutioner i hver enkelt byggesag.
Adskillelse af bygnings- og procesenergi
En stor del af universitetsbygningerne energiforbrug går til processer, dvs. til brugernes anvendelse af bygningen. Universitets- og Bygningsstyrelsen udarbejder sammen med Energistyrelsen et dokument, der definerer og adskiller de to energiformer. Dokumentet vil gøre det nemmere for styrelsen at optimere bygningens energiforbrug og for universiteterne at fokusere på procesenergien for samlet set at opnå den største reduktion.
Udvikling og formidling
Udvikling og forsøg, der optimerer og anvender kendt og ny teknologi indenfor især energiforhold, er en vigtig del af styrelsens arbejde med at skabe bæredygtigt byggeri.
Styrelsen evaluerer løbende erfaringerne fra disse byggerier og formidler dem bredt til gavn for fremtidige byggesager.


