Velkommen til Bygningsstyrelsen
Vi bygger og udlejer til universiteterne, politiet, domstolene og ministerierne. Med 1.600 lejemål, 4 mio. kvadratmeter bygningsareal og mere end 100 igangværende byggesager er vi en af landets største bygherrer og ejendomsadministratorer.
Bygningsstyrelsen er en del af Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og har ansvar for at skabe moderne, funktionelle og omkostningseffektive rammer til nogle af landets vigtigste statslige institutioner – f.eks. universiteterne, politiet, domstolene og ministerierne – og for dele af lovgivningen på området.
Bygningsstyrelsen udlejer statens kontorejendomme på markedsmæssige vilkår og universitetsbygninger på omkostningsbaseret basis. Bygningsstyrelsen lejer hos private udlejere og løser opgaver inden for alle faser af et byggeri: køb, salg, leje, byggeri, planlægning, udvikling, renovering og vedligehold.
Ung styrelse med stor erfaring
Bygningsstyrelsen blev dannet ved en sammenlægning af dele af tidligere Slots- og Ejendomsstyrelsen, Universitets- og Bygningsstyrelsen samt Erhvervs- og Byggestyrelsen og er resultat af regeringsdannelsen 3. oktober 2011, hvor regeringen lagde ansvaret for statens kontorejendomme og universitetsbygninger og for sager vedrørende byggeri i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
Bygningsstyrelsen er altså en ung styrelse, som bygger på en lang erfaring med ejendomsadministration og byggeri.
Ny styrelse – nye muligheder
Bygningsstyrelsen er en af Danmarks største offentlige ejendomsadministratorer og bygherrer med en bygningsmasse på godt 4 mio. m2, mere end 1.600 lejemål og mere end 100 igangværende projekter med et anlægsbudget på ca. 9 mia. kr. på universitetsområdet og ca. 1,5 mia. kr. på kontorområdet. Det giver mulighed for at udnytte stordriftsfordele, skabe synergi og sammenhæng i statens byggeri og ejendomsforvaltning og skabe udvikling i byggeriet, f.eks. på det grønne område.


